top of page
Søren Hossy

Nytårshilsen fra Formand Søren Hossy




Kære bindingsværksvenner og samarbejdspartnere

 

Et nyt år er på vej, og vi ønsker at takke hver og én af jer for et fantastisk år fyldt med samarbejde, inspiration og fælles udvikling. Året 2024 har været et år, hvor der igen er blevet knoklet for at fremme kendskabet til vores unikke kulturarv, som bindingsværkshåndværket repræsenterer. Alle, der har været med undervejs, har udvist engagement, viden og passion, som kun er med til at sikre, at denne særlige tradition lever videre i både nutid og fremtid.

 

Det er, som om hvert år, der går, bringer endnu større og mere interessante opgaver for os. Det er klart, at når vi ’kun’ er fem i arbejdsgruppen, giver det selvfølgelig nogle udfordringer. Frivilligt arbejde skal passes ind med familie og arbejde; det gælder også for alle deltagere i vores projekter.

 

Vi havde nogle store og ganske spændende arrangementer i 2024. Her vil jeg især fremhæve vores håndværksseminar "Mestrene Kommer!" på den fredede Venekærgård på Fyn. Det blev et kæmpe tilløbsstykke, og en version 2 er allerede i støbeskeen til 2025. Derudover havde vi et netværksmøde i Svaneke på Bornholm. Svaneke er rigt repræsenteret med den østdanske bindingsværkstradition og er et levende bevis på, hvor egnsbestemt bindingsværksbyggeri kan være.

 

Det er positivt, at så mange viser interesse og køber vores bøger. ’Mit Bindingsværkshus’ er en fantastisk indføring og håndbog om bindingsværk, som vi er utrolig stolte af. Bogen er skrevet af Søren Vadstrup, og hans betydning og engagement for vores netværk er enorm. Han har også gjort det muligt, at vi i 2024 har kunnet udgive bogen ’MIT LERHUS’. En håndbog til dig, der vil vide mere om ler som byggemateriale. Den er allerede populær, og sekretariatet modtager mange bestillinger. Overskuddet fra vores bogsalg går stadig ubeskåret til vores videre forskning og især til afvikling af vores netværksmøder.

 

Vi ser frem til endnu et år med spændende projekter, nye samarbejder og fortsat udvikling af vores fælles netværk. Vi vil stadig have fokus på at få knyttet brugen af bindingsværk sammen med biogene byggematerialer. Et igangværende projekt er opførelsen af en bindingsværksgård i Nordsjælland, hvor indholdet af biobaserede materialer og traditionelt håndværk skal vise, at nutidigt bindingsværksbyggeri faktisk er et sundt og bæredygtigt alternativ til et konventionelt hus, hvor fremtidigt vedligehold kan være svært på grund af udgåede og dårlige materialer.

 

Tak for et godt år – vi glæder os til at fortsætte arbejdet sammen og skabe endnu flere resultater i det kommende år.

 

Formand Søren Hossy – Snekkersten 29.12.2024

9 visninger

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page